Overordnet politik for RIF
Alkohol politik:
Ved arrangementer og fester følges lovgivningen. Dvs. ingen udskænkning af alkoholiske drikke til unge under 18 år.
Idrætsudøvere under 18 år må ikke nyde øl eller spiritus efter træningm kamp m.m. i klubregi.
Samme retningslinjer er gældende ved stævner m.m.
Vi forventer, at voksne har et fornuftigt og ansvarligt forhold til alkohol.
Ryge politik:
Rygning er forbudt i klubhuset i Ravnstrup og Finderup.
I øvrigt henstilles, at rygere viser hensyn til ikke-rygere.
Politik vedr. euforiserende stoffer:
Besiddelse og påvirkning af stoffer i forbindelse med arrangementer i klubregi medfører bortvisning.
Viderebringer man stoffer til anden person, anmeldes det til politiet.
Besiddel og indtagelse af anabolske steroider medfører eksklusion af foreningen og anmeldes til politiet.
Politik vedr. pædofili
Bestyrelsen har for at undgå mistanke om overgreb vedtaget nedenstående regler:
Det tilstræbes at være 2 voksne sammen med børn i omklædningsrummet.
Det er ikke tilladt at fotografere eller filme børnene under omklædning - heller ikke med mobiltelefon.
Trænere må ikke gå i bad samtidig med børnene.
Der skal være 2 voksne tilstede ved taktikmøde m.m.
På ture med overnatning skal der altid være mindst 2 voksne med.
Inviter aldrig børn hjem, uden at deres forældre er orienteret, og at der mindst deltager 2 voksne i arrangementet.
Hold en sober omgangstone med børnene. Undgå sjofle tilråb og kommentarer om børnenes kroppe og udseende.
Har du som træner, leder, bestyrelsesmedlem eller forælder mistanke om, at der er foregået overgreb på børn, har du pligt til at rette henvendelse til Ravnsbjerg IF's bestyrelse, som har pligt til at tage alle henvendelser alvorligt og reagere hurtigt.
Seksuel kontakt mellem træner og idrætsudøver under 18 år er ikke tilladt i henhold til straffeloven.
Men husk der skal stadig være plads til knus, kram, trøst og jubel.
Politik om mobning:
Hvad er mobning?
"Mobning er en gruppes systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkekt person, på et sted, hvor denne person er 'tvunget' til at opholde sig" (Ref. Børns Vilkår)
Ravnsbjerg IF's holdning til mobning:
Alle - både forældre, trænere, bestyrelse og spillere har et medansvar for trivslen i klubben, Ingen form for mobning kan derfor tolereres, og bestyrelsen tager alle tilfælde af mobning alvorligt.
Det betyder:
- At alle skal være opmærksomme over for "mobbesignaler".
- At trænere, ledere og bestyrelse altid lytter til børn og unge, der giver udtryk for, at de bliver mobbet.
- At bestyrelsen reagerer overfor mobbere og iværksætter sanktioner. Sanktioner begynder med en klar tilkendegivelse af, at mobning ikke vil blive tolereret.
- At forældre altid vil blive involveret i sanktioner.
Politik om Matchfixing:
Matchfixing er ikke kun ødelæggende indenfor topsport, men også for breddefodbolden - Ravnsbjerg IF tager afstand til Matchfixing.
Alle - både forældre, trænere, bestyrelse og spillere har et medansvar for at forebygge og bekæmoe Matchfixing i Ravnsbjerg IF.
Matchfixing er strafbart og vil af klubben blive politianmeldt, hvis det forekommer.
Vedtaget af bestyrelsen januar 2016